FC Damsø inviterer til fodboldfest på Stadion

Skrevet af René Nørgaard den 31 May, 2018

Søndag den 10. juni er det endnu en gang blevet tid til ”Damsø-Dag”, hvor små og store fodboldpiger fra København og omegn, kommer i centrum på Vanløse Stadion.

Og hvis vejret arter sig som det har gjort de sidste 2 år, skal man huske solcremen, hvis man skal nyde de mere end 8 timers fodbold, der bydes på, fra tidlig morgen til sen eftermiddag.

Damsø-dag 2017

Babybold på programmet

Klubbens yngste medlemmer, de 2-4 årige, spiller ”Babybold” kl. 10-11, og inviterer nysgerrige Vanløse-poder til at komme og prøve at være med i det, der har udviklet sig til en fast søndags-tradition for 20-30 børn og deres forældre. Her er der plads til både drenge og piger – med fokus på leg og motorik.

Allerede fra kl. 9 kan de første finter dog nydes, når klubbens 5-7 årige piger har inviteret nogle af naboklubberne til stævne, og samtidig åbner klubbens café, som byder på friske forsyninger til både spillere og deres fans/forældre.

Fodbold fitness og grillpølser

I Damsø har man en stribe børne-ungdomshold og dermed et tilbud til piger fra alle årgange, men også hele 4 senior-hold, samt et Fodbold Fitness-hold, for spillere i alderen 25-50 – her er resultaterne ikke helt så vigtige, men mon ikke der alligevel bliver gået til stålet, når fitness-kvinderne spiller kamp kl. 11.

”Cirka samtidig lægges de første pølser på grillen, så der er mulighed for at få fuld forplejning, uanset om man er kommet for at heppe på sin datter, kone/kæreste eller mor” forklarer Anette Skov, der er med til at drive klubbens café.

Gratis entré

Klubbens ældste ungdomsspillere på U16 og U18-holdene runder dagen af med 11-mands kampe, inden de frivillige pakker grill og hoppeborg sammen ca. 17.15, og der er naturligvis gratis entré, uanset om man kigger forbi for en kort bemærkning, eller om man bliver hængende hele dagen – ”Vi tør ikke love godt vejr, men vi kan med garanti byde på masser af glade piger, lækre mål, flotte redninger og sejrssange”, lokker Børne- og Ungdomsformand Anker Thisted.

Tags: , ,